Udflytning kræver benhård politisk prioritering – Ellers står vi med massiv mangel på lærere, pædagoger og sygeplejersker
Antallet af studenter fra det almene gymnasium, som optages på universiteterne, er steget fire gange mere end optaget af studenter på uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver.
Det viser en ny analyse fra Danske Professionshøjskoler, som også viser, at antallet af dimittender fra universiteterne er steget med 68 pct. siden 2010, mens antallet af nye lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgiver kun er steget med 8 pct.
Udviklingen bør få alarmklokkerne til at ringe hos politikerne på Christiansborg, som i disse uger følger op på den store uddannelsespolitiske aftale ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”.
Danske Professionshøjskolers formandskab efterlyser i en kronik i Jyllands-Posten svar på, hvor fremtidens lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere skal komme fra. Det er bekymrende, at en så omfattende politisk aftale ikke i tilstrækkeligt omfang tager højde for, at skoler, børnehaver og sygehuse allerede i dag ikke kan besætte ledige stillinger med uddannede medarbejdere både i og uden for de store byer.
|