Copy
Naturpark Lillebælt nyhedsbrev - Maj 2016
View this email in your browser

Får offentligheden mere adgang til vores jord, hvis vi ligger indenfor Naturparken?

Ovenstående er blot et af de spørgsmål, vi har fået i dialogen med lodsejere og borgere. Svaret er: Nej. Der gælder nøjagtig de samme regler om ejendomsret og lovgivning for offentlighedens adgang indenfor som udenfor en naturpark. Vi er glade for dialogen og for de gode spørgsmål, som vi bruger i vores arbejde med borgerinddragelse og en solid lokal forankret naturpark baseret på frivillighed. Målet er at blive godkendt som Dansk Naturpark af Friluftsrådet i 2017. Se nogle af spørgsmålene og svarene her.

Ud i naturen - med hunden i snor!

I vores dialog med borgerne har flere udtrykt bekymring for, om der kommer flere løse hunde, hvis man har jord indenfor Naturparken. Men bare rolig! Der gælder præcis de samme regler for hunde udenfor som indenfor en naturpark. 

Læs mere om reglerne for løse hunde her - og vis hensyn til naturen og til hinanden.
 

Naturpark Lillebælt er stadig fyldt med liv!

Efter branden på Fredericia Havn har både Fredericia og Middelfart Kommune ryddet palmeolie op langs strandene. Palmeolien er ikke farlig - heller ikke for dyr, der spiser den. Begge kommuner tager fortsat imod henvendelser fra borgere. 

De to kommuner sendte derudover erhvervsdykker Søren Larsen ned under overfladen for at tjekke tilstanden godt to måneder efter branden. Sørens umiddelbare vurdering var, at det ser fint ud, og at der ikke er synlige tegn på forurening. Se filmen fra Sørens dyk her

Badevandet ser også fint ud. Se mere her.
 

Staurby Skov

Naturpark Lillebælt har fået en ny offentlig skov på 122 ha i hjertet af området. Området Staurby Skov skal udvikles til rekreativ byskov over de næste par år med Middelfart kommune som forpagter. Processen går nu i gang og alle ideer til skovens fremtid skal på bordet. 

Se skoven oppefra.
 

Postkort fra Naturpark Lillebælt 

Vi har netop udgivet postkort med dyr fra Lillebælt. Postkortene kan fås på bibliotekerne i Middelfart, Kolding og Fredericia og er med billeder af eremitkrebs, en stankelbenskrabbe, en havørred og en række andre dyr, som man normalt ikke så let kan få øje på! Det myldrer med liv i vores Lillebælt. Der har også lige været to delfiner forbi - måske skal vi have delfiner på de næste postkort, hvis vi trykker flere?

Læs mere om postkortene her.
 

Rands Fjord rundt på cykel var en succes

Lørdag den 16. april sadlede friske cyklister jernhesten og drog på tur rundt om Rands Fjord i det knap så tørre vejr. Undervejs på den ca. 20 kilometer lange tur kunne man høre om landskabet, naturen og kulturen, levende fortalt af naturvejleder Bjarne Christensen og kulturarvsvejleder Mikael Holdgaard Nielsen fra Fredericia. Turen blev afholdt af Det Grønne Fredericia.

Har du selv lyst til at tage turen, kan du læse mere om ruten her

 

Skovens Dag på Trelde Næs

Søndag den 1. maj afholdt Fredericia Kommune Skovens dag. Med omkring 700 gæster blev arrangementet et tilløbstykke med oplevelser for både store og små. Naturligvis kunne man møde Naturpark Lillebælt på dagen. Naturparken var repræsenteret med en stand, hvor der bl.a. blev delt gratis Naturpark-drager ud.

Læs mere om arrangementet her.
 

Masser af spændende naturpark-events i vente

Søndag den 15. maj er det ”Lystfiskeriets Dag”. Mød op på Havnegade 40 i Middelfart og få masser af tips og tricks fra en erfaren lystfisker og hør naturvejlederen fortælle historier om de fisk, vi (forhåbentlig) fanger. Der vil også være et klappebassin, så man kan opleve havdyrene tæt på. Dagen er både for børn og voksne! Der vil også blive afholdt konkurrencer om at fange den største fisk.
Derudover er der masser af events i de kommende lyse måneder. Følg med her:

www.facebook.com/naturparklillebaelt/events?key=events

www.naturparklillebaelt.dk/aktiviteter/
 

Kig efter Marsvin

Nærmest over alt langs kysterne i Naturpark Lillebælt er der gode chancer for at se marsvin. Især når der bliver lidt varmere i vejret og både mindre og større dyr søger ind på det lidt lavere vand. Det er lettest at spotte marsvinene hvis vandoverfladen er stille og man får det bedste udsyn hvis man kommer lidt op i forhold til havoverfladen.
Gode spottesteder er f.eks. Søbadet eller Røjle Klint ved Middelfart, Fredericia C eller fra Østerstrand ved Fredericia og Stenderup Hage, Løverodde og inder fjorden ved Kolding. Læs mere om Marsvin her.
 
Copyright © 2016 Naturpark Lillebælt, All rights reserved.


unsubscribe from this list    update subscription preferences 

Email Marketing Powered by MailChimp