Pressemeddelelse

Kunstner smadrer kunstværk

Den verdensberømte italienske kunstner Michelangelo Pistoletto smadrer 11 spejle, som en del af en performance på Aalborgs kunstmuseum, Kunsten. Pistoletto hører til blandt det 20. og 21. århundredes største kunstnere og har uundværlig betydning i europæisk kunsthistorie. Værket er indkøbt ved hjælp af en stor donation fra Ny Carlsbergfondet.
 
Performancen finder sted fredag den 16. september kl. 17. Der er stærkt begrænsede antal pladser til at overvære performancen, som desuden bliver transmitteret på skærme i museets forhal og på Facebook. Pressen har mulighed for at møde kunstneren Michelangelo Pistoletto og anmode om en plads til performancen. Kontakt venligst kommunikationschef Lars Ulrich Hansen tlf. 31994105 / luh@kunsten.dk

Michelangelo Pistoletto – Manden i spejlet
Michelangelo Pistoletto (f. 1933) er anerkendt verden over for sin brug af spejle i sine kunstværker. Han har haft enorm betydning for den europæiske kunsthistorie og har blandt andet været en stor inspirationskilde for den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. I det hele taget kan man se Pistoletto som en faderfigur til det performative og udvidede skulpturbegreb. Kunsten ser derfor denne udstilling og performance som særdeles vigtig. Om denne unikke spejlværkskunst har han udtalt:
 
- Jeg ser samfundet som et slags ødelagt spejl. Spejlet peger på samhørigheden i verden. Alle dele, ødelagte eller intakte, afspejler verden, ligesom alle mennesker deler den samme DNA. Værket er, en dyster og samtidigt lystig leg med dagslyset, rummet, publikums bevægelsesmønstre og refleksioner.
 
Michelangelo Pistoletto var sammen med kunstkritikeren Germano Celant med til at lancere kunstretningen Arte Povera i 1967. Verden over har Arte Povera, der kan oversættes til fattig eller enkel kunst, haft stor indflydelse på samtidskunstnere. Særligt dem, som anvender enkle materialer og kunstinstallationen som medie. Som det eneste museum i Danmark ejer Kunsten i forvejen flere unikke værker af Pistoletto.
 
Publikum er en del af værket
Kunstværket, ’Eleven Less One’ kan ses som et kæmpe selvportræt, der skifter karakter, mening og identitet alt efter, hvem der ser på det. Værket fuldendes først, når publikum står foran det, og på den måde bliver en del af billedet. Pistolettos værk forvandler Kunstens Lille Sal til et spejlkabinet, hvor der er rig mulighed for at spejle sig selv. Bag ved hver spejloverflade er der stærke og klare helfarver, der afsløres ved de områder, Pistoletto har knust. Resultatet kan til dels minde om farvede landkort eller kæmpestore malerklatter, der er sprøjtet op på lærredet.

Michelangelo Pistoletto - ’Eleven Less One’ kan opleves på Kunsten fra d. 16. september 2016. Udstillingsåbningen og performancen finder sted d. 16. september kl. 17.00.

Eleven Less One er indkøbt ved hjælp af en større donation, som Ny Carlsbergfondet gav til museet i anledning af museets genåbning.



Download pressebilleder her: goo.gl/ujTFal 

For mere information kontakt:
Museumsdirektør Gitte Ørskou
Telefon 31 99 41 01
goe@kunsten.dk

Kommunikationschef Lars Ulrich Hansen
Telefon 31 99 41 05
luh@kunsten.dk
 


 
Copyright © 2016 Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list