Kære hestemennesker
Vi glæder os til at se mange af jer til generalforsamlingen d. 13. november. Generalforsamlingen bliver i overensstemmelse med beslutning på seneste generalforsamling virtuel. Ligeledes i overensstemmelse med beslutning på seneste generalforsamling fremlægger bestyrelsen forslag om, at generalforsamlinger fremover kan afholdes, så der både er mulighed for fysisk og virtuel deltagelse.
Dermed håber vi at skabe mulighed for, at så mange som muligt kan deltage på den måde, som de ønsker det.
Inden da er der klubmøde den 3. oktober. Det bliver virtuelt, da få havde ønsket fysisk fremmøde. Vi håber på et godt møde, selv om målsætningen om, at klubberne lærer hinanden at kende på tværs af landsdelene, bliver lidt sværere at opfylde.
Der er spændende ting på dagsordenen, som forhåbentlig kan inspirere til nye aktiviteter, og bare det at mødes, er altid en inspiration. Det ved jeg fra de møder, jeg havde i foråret med flere af klubberne. Noget jeg vil starte igen senere på året, så jeg kommer alle klubber rundt.
Junior-Unge udvalget er kommet godt fra start. Der er masser af idéer til tiltag, som både har et fagligt indhold og som kan bidrage til fællesskabet om den islandske hest på tværs af landet. Følg med på Sporti.dk, hvor den første samling snart annonceres.
Sportskomitéen kommer snart med opfordring til klubberne om at byde ind på afholdelse af DM i Sport, GDK og Alrid. Ligesom i år vil klubberne skulle tage ansvar for budget og økonomi. Erfaringen fra i år er, at det giver langt bedre muligheder for at styre slagets gang fra klubbernes side, og resultatet har været særdeles positivt. 🙂
Men læs med nedenfor om de mange ting der er gang i. - Det bliver et spændende efterår!
Kærlig hilsen Sus Ulbæk
|