Der er Berlin Festival her i september og musikken spiller. Tag med gennem Berlins varierende musikscene og få "Geheimtipps" fra lokale og passionerede musikkunstnere, som vi møder på vores vej.
ConnectGermany ApS

Nyhedsbrev, November 2014



Min musiktur til Berlin

Berlin er fuld af musik og koncertsæsonen er altid i gang. Fra små kælderklubber til store arenaer. Klassisk, Techno, Jazz, Pop, Rock, bredt og smalt musik. Her er kort sagt noget for enhver smag og for enhver pengepung, og der er altid ”etwas los”.

Jeg elsker Berlins musikscene. Især de mange hyggelige lokale spillesteder, der oser af autencitet og intensitet.

Men jeg har selvfølgelig også besøgt Die Philharmonie og været til gadefester. Og det er bestemt også anbefalelsesværdigt!
 

Musik i Philharmonien

Det er en imponerende bygning med flere sale og en verdenskendt god akustik, der møder dig. Philharmonien har ofte gratis koncerter og koncerter for familier på programmet. Så snyd ikke dig selv for at udnytte de forskellige tilbud, hvad enten du er med eller uden børn eller normalt ikke er til klassisk musik. Dette sted er for alle.

Fra 2.-22. september er der festival i Berlin – herunder naturligvis musik. I Philharmonien og kammermusiksalen er der i perioden ikke mindre end 31 arrangementer med mere end 75 værker, præsenteret af 24 komponister og opført af ca. 25 forskellige orkestre. Instrumental, vokal og talrige internationale solister kommer i disse dage til musikbyen Berlin. Tjek koncertprogrammet på deres webside: www.berliner-philharmoniker.de.

Deres billetbestillingssystem fungerer over al forventning, og det er gjort meget nemt og overskueligt at vælge pladser.
 

Jazz i klubber og barer

En af dagene i Berlin mødes jeg med den danske jazzbasist Kennet Dahl Knudsen, for at høre, hvad der startede hans passion for Jazzmusik og ikke mindst, hvorfor netop i Berlin:

Min passion er vokset gennem årene, eftersom jeg er blevet dygtigere, til det jeg gør. Konkret startede det vel et sted i barndommen med mors klaverspil, og musiktimerne i folkeskolen. Jeg har fundet min helt rette hylde på bassen. Det passer perfekt til mit temperament og mine måder at tænke musik på.

Før Berlin var jeg bosat i Aalborg i 8 år. Det var en skøn tid, men det blev også nok. Jeg trængte til et større jazzmiljø og jeg havde hørt at Berlin var et af de bedste i verden. For mig stod valget mellem New York og Berlin, og hvor er jeg bare glad for mit valg. Jeg har tidligere besøgt New York 6 gange og det var i mit hoved det rigtige dengang. Men byen er alt for hektisk og upersonlig til mig. Jeg vil have liv, varme og kreativitet, og det må man VIRKELIG sige at jeg får i Berlin. Mere end noget andet sted i verden tror jeg. 

Jeg har en fornemmelse af fællesskab i jazzmiljøet i Berlin. Folk støtter hinanden. Niveauet er fantastisk, så der er ikke den store konkurrence paradoksalt nok. Vi kan ALLE spille på højt niveau, så man bliver ikke valgt til turneer pga. sine færdigheder men pga. sin personlighed. Det skaber altså noget helt specielt. Man kan ikke konkurrere på personlighed, og så er alle lige... men rigtig dygtige. Byen giver mig plads til at udtrykke mig selv 100%!”

Kenneth afslører også et par af sine personlige favorit-musiksteder:

„Waldo Bar, B-flat, Edelweiss, Mainzelmænchen, Donau 115, og Badehaus. Nogle af dem er meget undergrund, men de er vildt charmerende. Et sted, som altid er sjovt, er jamsession på Edelweiss i Gorlitzer park. Der er gang i den:-)”

Jeg er jo som nævnt lidt vild med de små lokale spillesteder. Et af de steder møder jeg jazzmusikeren og guitaristen, Jens Fisker Nielsen:

Jeg flyttede til Berlin januar 2013 og har nu boet der siden. Jeg var på daværende tidspunkt i gang med at færdiggøre min kandidatuddannelse på det Jyske Musikkonservatorium. Jeg er jazzguitarist, komponist og kommer fra Aalborg. På det tidspunkt havde jeg brug for lidt luftforandring og valget faldt på Berlin, fordi at jeg har venner som snakkede godt om byen og dens jazzmiljø.

Berlin har virkelig noget at byde på, hvis man er til jazzmusik, og byens internationale rummelighed gør at jazzmusikere fra hele verden strømmer dertil. Denne diversitet gør, at der er musik for enhver smag, og det er som regel af ret høj kvalitet. Der er jamsessions næsten alle ugens dage, og her mødes mange musikere på kryds og tværs for at jamme, skabe kontakter og hænge ud. Det kan virkelig være en fed oplevelse.

Jeg spørger selvfølgelig også Jens, hvilke musiksteder, han vil anbefale, og han giver mig faktisk sin personlige  guide, som jeg har besluttet at dele med mine ”berlinlæsere”:


Waldo Bar
Jeg vil kalde den en lidt finere jazzbar, som er flot indrettet. Der er jamsessions tirsdag og fredag, ellers afholder de koncerter resten af ugens dage.

Torstraße 164, 10115 Berlin. Det er tæt ved Rosenthaler Platz.
www.waldo-berlin.de


Bei Ernst
Er et sted, som virkelig har sjæl. Det er en Kneipe, der er ejet af en ældre herre, som er virkelig karismatisk. Hver fredag er der en enestående jamsession, som kan vare fra kl. 22.00 til 07.00. Stedet sender dig tilbage i tiden, og man får fornemmelsen af at være tilstede i en gammel film. Virkelig et besøg værd. 

Sprengelstrasse 15, 13353 Berlin. 
www.bei-ernst.de


A-Trane
Spillestedet, hvor mange udenlandske stjerner kommer og spiller. Jeg vil sige, at det er lignende Jazzhouse i København. 

Bleibtreustraße 1/Corner Pestalozzistr, 10623 Berlin.
www.a-trane.de
 

Yorckschloesschen
Er en gammel "bürgeliche Eckkneipe", som har jazz, blues, funk og soul på programmet. Et rigtigt gammelt og hyggeligt sted med sjæl. 

Yorckstr. 15, 10965 Berlin-Kreuzberg
www.yorckschloesschen.de
 

Café Tasso
Kombineret café og boghandel som løbende har koncerter. 

Frankfurter Allee 11, 10259 Berlin-Friedrichshain. 
www.cafe-tasso.de
 

Rosengarten
En nyåbnet bar i Kreuzberg. De har musik hver torsdag, fredag og lørdag. Det er et rigtig fint sted, og programmet er lidt blandet men hovedsageligt til den jazzede side. 

Manteuffelstraße 102, Kreuzberg
 
Wein & Jazz
Kombineret vin og jazzplade butik, som afholder koncerter en gang om måneden. Hvis man kan ramme et af deres arrangementer, kan det varmt anbefales. Der er god jazzvinyl, god vin og gode koncerter.

Wrangelstraße 64, Kreuzberg 

 

 

Gadefester i Kreuzberg og Friedrichshain

To af de helt store folkefester i Berlin er gadefesten i Bergmannstr. og Bierfestival på Karl Marx Allee.

Bergmannstraßenfest fejres 3 sammenhængende dage om året siden 1994. Gaden forvandler sig i disse dage til en musik- og kulturscene. Hør over 50 bands på 4 scener. Smag på et væld af mad fra alverdens køkkener.

Se teater og shop i boder i lange baner. Entreen er gratis. Weekenden for 2015 er ikke offentliggjort, men hold øje på Berlin.de.


En anden tilsvarende folkefest er Bierfestival, som finder sted i starten af august hvert år. Festivalen strækker sig fra Frankfurter Tor i øst til Straussbergerplatz i vest. Fordelt over disse 2,2 km venter dig ca. 320 bryggerier fra 86 forskellige lande og omkring 2.000 forskellige ølspecialiteter. Sammen med alt dette er der live-musik og underholdning fra 20 forskellige scener. I løbet af de 3 festivaldage kommer op imod 800.000 besøgende fra alle lande og giver festivalen et yderligere internationalt præg. Hold også her øje med den nye dato for 2015 på Berlin.de.
 


Endnu engang viel Spass in Berlin!

Nyhedsbrevet her er lavet i  2014  af 


ConnectGermany ApS
Fjordgade 8
9000 Aalborg




Hanne Birgitte Dalgaard
Indehaver
Til at udsende nyhedsbreve bruger ConnectGermany:

Email Marketing Powered by Mailchimp