Copy

Problemer med at læse nyhedsbrevet klik her

Nyhedsbrev - Oktober  2014

Kære venner og gode samarbejdspartnere

Velkommen til det første nyhedsbrev fra "Snak om det..."
 
Gennem mange år har jeg været optaget af, hvordan vi kan blive bedre til at snakke åbent om psykiske lidelser  -  også med børn! For psykiske lidelser er jo noget, som alle vil komme i kontakt med.   I september måned er der sket det glædelige, at en gruppe mennesker har etableret Landsforeningen ”Snak om det...”, som jeg vil arbejde sammen med om denne opgave.

Nyhedsbrevets afsender er denne gang mig, Karen Glistrup. Fremover vil det blive udsendt i samarbejde med Landsforeningen ”Snak om det...”.
 

Landsforeningen ”Snak om det...”

"Snak om det" er en upolitisk forening, der ønsker at inspirere voksne mennesker til mere god snak med børn om sindet og psykiske lidelser. Hensigten er at bryde fordomme og tabuer så tidligt som muligt og fremme trivsel, forståelse, respekt og medmenneskelighed mellem børn såvel som voksne.

Foreningen vil arbejde for at øge forældres og professionelles forståelse for, hvordan børn har behov for at blive mødt og forstået i deres liv med forældre eller søskende, som er ramt af psykiske lidelser og andre livsomstændigheder, der belaster samspillet i familien.
Hele formålsbeskrivelsen kan læses her

Mette Søndergaard er foreningens formelle stifter.
Hun er uddannet pædagog og er selv mor med en bipolar lidelse som livsvilkår. Lørdag d. 27. september blev hun interviewet på P1 morgen. Interviewet kan høres her.

Du kan se bestyrelsens medlemmer og kontaktpersoner her. De konstituerer sig i løbet af november.

www.snak-om-det.dk
Landsforeningen får til en start mulighed for at benytte sig af dette nyhedsbrev og hjemmesiden www.snak-om-det.dk, som oprindelig er skabt til præsentation af bogen "Snak om det... med alle børn".

 

BØGER

"Snak om det... med alle børn"
- en bog om angst, depression, stress og traumer.
Det er faktisk godt et år siden, at PsykInfo MIDT stod bag udgivelsen af "Snak om det... med alle børn", som jeg har skrevet til på én gang både små børn, unge og voksne. Bogens første udgave fra 2011, blev udvidet med emnerne: krig, katastrofer, traumer og PTSD. Pia Olsen lavede en opgradering af sine illustrationer, så børn og forældre fra alle nationaliteter nu kan genkende sig selv i billederne.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse gav støtte til, at bogen også udkom på engelsk, så engelsktalende flygtningefamilier også kan få glæde af bogen.
 
Sammen med HKH Kronprinsesse Mary, der har skrevet bogens forord, og flere af landets fremmeste fagpersoner, der anerkender bogens validitet, har Landsforeningen "Snak om det..." og jeg en vision om, at bogen når ud til rigtig mange børn... og til de voksne, der er sammen med børnene.
 
Bogen er skrevet til ALLE børn og unge - OG til de voksne!
Tabuer grundlægges i barndommen, og der kan de også brydes. Bogen styrke er, at den - også uden professionelles indblanding - kan hjælpe forældre i familier med psykisk sygdom til at få en god snak med børnene om, hvad der er galt. Den kan samtidig være med til at skabe åbenhed generelt og inspirere voksne til at give ALLE BØRN OG UNGE mere viden om, hvad sindet og psyken er, hvad psykisk sygdom kan være, og hvordan man kan holde sig sund.
 
TrygFonden evaluerede bogens første udgave. Godt 300 fagpersoner fra 5 kommuner gav en feedback, efter at de havde læst den med børn i forskellige aldre. Se evalueringen her.

Papirbog og e-bog
E-bogen passer lige til en iPad. Både papir- og e-bog finder du sammen med et gratis uddrag af e-bogen på www.snak-om-det.dk
 
--------------------------------------------------------------------------

"Hvad børn ikke ved... har de ondt af"
En nyhed mere i denne hilsen er, at min ’gamle’ bog ”Hvad børn ikke ved... har de ondt af", der udkom første gang i 2002, i slutningen af september er udkommet i en fuldstændig omskrevet 3. udgave. Faktisk er det kun titlen, der er den samme. For jeg har selvfølgelig udviklet mig og lært rigtig meget i alle årene, der er gået :-)

"Hvad børn ikke ved..." handler om, hvorfor fortielser er en dårlig gave til børn, der forsøger at forstå sig selv og finde sammenhæng i tilværelsen. Og den handler om, hvordan man kan skabe gode samtaler med børn om de svære emner, som mange voksne normalt viger udenom.

Jesper Juul udtaler: ”Karen Glistrups bog er enestående, fordi den handler om, hvordan vi kan være med til at give børn noget, der for alvor beriger deres tilværelse.”
 

Kari Killén skriver i forordet: ”Bogen er en gave til de, der ønsker at forstå børn, og som ønsker at lade denne forståelse danne grundlag for deres relation til børn og forældre. Utallige eksempler viser os noget, jeg også selv har erfaret: Hvis vi lader børn finde ud af os, vil de også blive i stand til at bruge os.”

Det har været en stor fornøjelse for mig at omskrive bogen, som er mit aktuelle bud på, hvordan vi (politikere, ledere, fagpersoner og forældre) med en relativt lille indsats kan gøre en mærkbar forskel for mange udsatte børn og unge.

Hans Reitzles Forlag giver en introduktionsrabat til bogen på 25% via Facebook SNAKOMDET, hvor der oplyses en kampagnekode

Hør om bogen på Bogforum d. 7. november
Jeg skal holde oplæg om bogen til årets bogmesse d. 7. november kl. 15:00 på Bellascenen. Så er du på messen, håber jeg, at du vil kigge forbi og efterfølgende nyde et glas på mit forlags stand.
 

kurser

Flere medlemmer i bestyrelsen er erfarne foredragsholdere og Landsforeningen "Snak om det..." vil på sigt gerne arrangere foredrag og kurser i hele landet. Gerne i samarbejde med andre organisationer, kommuner og regioner.

I december udbyder COK, Center for Offentlig Kompetenceudvikling et lille kursus, som jeg vil fremhæve: Snak om det… med alle børn

Jeg tilbyder foredrag og kurser for forskellige målgrupper og med forskellig grad af fordybelse og træning. Tre kommuner har for nylig med stor tilfredshed afholdt dette kursus for deres plejeforældre:
Snak om det… med børn i pleje

Aktuelt planlagte temadage og kurser ses her.
Kontakt mig endelig med jeres tanker og ønsker.
 

Landsforeningen glæder sig til at komme i gang

Foreningen er kun lige etableret, og bestyrelsen tripper for at få komme i gang med arbejdet. Landsforeningen "Snak om det..." vil meget gerne have medlemmer. Foreningen vil også gerne have kontakt med sponsorer og fonde, som kunne tænke sig at bakke op om foreningens arbejde.
Skriv om din interesse til: info@snak-om-det.dk

Alle kan hjælpe med at nedbryde tabuerne – også i børnehøjde!
Hjælp med at sprede sund smitte: SNAK OM DET!
  • Du kan sprede kendskab til Landsforeningen ved at videresende mailen her i dit netværk
  • Du kan bakke op om Facebook: SNAKOMDET og Talk about it - with every child
  • Du kan printe en plakat og sætte den op på steder, hvor børn og forældre kommer
  • Du kan spørge efter bogen "Snak om det..." på biblioteket og hos boghandleren og i det hele taget fortælle om, at bogen findes, når snakken falder på, at nogen har det psykisk dårligt og der er børn involveret

Mange tak for din interesse, og på genhør. Om ikke før, så når vi har nyt at fortælle!

De bedste hilsner fra
Karen Glistrup


PS. Hvis du ikke ønsker at modtage nyhedsbrev fra "Snak om det...", kan du let framelde dig i bunden af brevet. Hvis du endnu ikke er tilmeldt nyhedsbrevet, kan du gøre det her.

Familiesamtaler v. Karen glistrup
socialrådgiver og familieterapeut, MPF

Afmeld nyhedsbrev